23948sdkhjf

DEBAT: Opråb om sikkerhed

Det er nu knap 52 år siden, jeg begyndte som chauffør. Jeg skal lige love for, at tingene har ændret sig
siden min debut som chauffør.

Grunden til, at jeg farer i blækhuset, er den, at forholdene i transportbranchen set fra mit synspunkt er skadet alvorligt set i forhold til færdselssikkerheden.

EU vedtog for en del år siden en lov om køre- og hviletidsbestemmelser for store køretøjer, herunder
for lastvogne og busser. En lov, der skulle sikre forholdene for chaufførerne samt øge trafiksikkerheden.

Mange danske firmaer betragter alle chauffører som bare chauffører. Men sådan er det ikke. En Danske Fragtmand-chauffør aflæsser selv sine pakker og paller. Det er helt naturligt. Anderledes er det med langturschauffører/eksportchauffører.


En langturschauffør/eksportchauffør skal ikke selv aflæsse/læsse det gods, han kommer med. Grunden hertil er den, at han ofte har flere timer, før han kommer til første aflæsningssted. Jeg siger hermed ikke, at livet ikke er anstrengende for Danske Fragtmænd. De skal i reglen også op, før en vis mand får sko på.


Jeg tror alle kan forestille sig dette. Først skal chaufføren køre op til nonstop 4,5 timer for eksempel midt om natten for derefter at aflæsse for eksempel helt op til omkring 100 paller. Herefter skal han/hun igen ud at køre til næste aflæsse-/læssested. Det er her, filmen efter min opfattelse knækker. Og det er her, det uforsvarlige indtræder i forhold til færdselssikkerheden.

En langturschauffør kører i reglen op til 700 kilometer om dagen. Jeg tror enhver kan forstå, at skal man
samtidig aflæsse/læsse, bliver man naturligvis træt, og trafiksikkerheden lider herunder.

Dem, der daglig modtager rigtig mange paller, er naturligvis de store dagligvare- og engroskæder. For dem er det naturligt, at chaufføren selv aflæsser sine varer. De tror, vi alle er fragtmandschauffører. Sådan er det naturligvis ikke. Vi andre er langturs-/eksportchauffører.

En lastvogn tjener kun penge, når hjulene ruller, og derfor handler det om at få godset ud af bilen, og
derfor må det være i alle interesse at få aflæsset/læsset i en fart. En stor dagligvarekæde aflæsser
selv. Det tager ikke mange minutter, til alles tilfredshed.

Jeg vil derfor opfordre alle firmaer, der modtager varer fra lagtursvognmænd, om selv at aflæsse, så
chaufføren kan hvile, for færdelssikkerhedens skyld.

Langturs/eksportchauffør
Svend Lassen
Valsbølgade 31
6330 Padborg

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062