23948sdkhjf

131.000 kr. for at køre uden skiver

En bulgarsk vognmand blev i går idømt en bøde på 131.000 kr. ved Retten i Kolding.

En makedonsk chauffør ansat i det bulgarske selskab blev den 8. februar 2016 standset i Sønderjylland af Tungvognscenter Syd.

Chaufføren havde ikke nogen førerattest og kunne kun fremvise diagramark for den pågældende dag og de forudgående to dage – mens loven kræver 28 dages dokumentation.

Chaufføren blev dømt ved en straksdom ved Retten i Kolding den 9. februar 2016, hvor han fik 10 dages betinget fængsel for at fremvise en urigtig ferieerklæring, der skulle vise, at han havde holdt ferie, mens han reelt havde kørt i lastbilen.

Han fik også en bøde på 64.000 kr. for ikke at kunne fremvise de diagramark, der kræves, blev frakendt førerretten ubetinget i 6 måneder i Danmark og blev udvist med indrejse forbud i 6 år.

I går kom vognmandens sag for retten.

Repræsentanten for selskabet oplyste, at man ikke havde indhentet en førerattest fra de bulgarske myndigheder. Man troede papirerne var i orden.

Selskabet var enig i, at chaufføren havde kørt, som han havde noteret i en fremlagt notesbog, men forklarede, at der nogle gange havde været to chauffører i bilen.

Den bulgarske vognmand forsøgte at få nedsat straffen, men retten var enig i anklagemyndighedens udmåling af bøden.

Tungvognscenter Syd har tilbageholdt den lastbil, der blev kørt i, som sikkerhed.

»Selskabets repræsentant blev afslutningsvist vejledt om, at hvis bøden ikke er betalt inden to måneder fra endelig dom, så vil lastbilen blive solgt og pengene vil blive brugt til at betale bøden,« fortæller specialanklager Pernille M.A. Moesborg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062