Rebekka styrer 490 heste
Artikel fra Trans Informs trykte magasinudgave fra april 2016:
- Vi har selv en 53-54 biler, får cirka otte til ti nye hvert år til udskiftning af de eksisterende. Vi vil gerne have, at de ikke bliver for gamle, så vores ønske er, at vi har dem i cirka fem-seks år. Og vi har altid haft flest Scania, da de er nemmest at bygge kompressor på.
Vognmand Preben Hansen, Demstrup Autotransport midtvejs mellem Viborg og Silkeborg – konstaterer, at vognparken og hans chauffører kører på næsten fuld kapacitet i april.
- Vi er kommet over vinteren, og da en stor del af vores aktivitet er kørsel med asfalt, så kører vi næsten 100 procent nu, plus en række indlejede vognmænd. Jeg forventer, at der er nok at lave til alle biler helt frem til jul, eller når vinteren sætter ind. I dag har vi 72 biler i sving, her af er 20 indlejet. De 34 kører med asfalt, 28 kører silokørsel, forklarer Preben Hansen.
Året igennem er otte biler fast indlejet, men selv om det giver stor fleksibilitet, så venter udfordringen ved slutningen af året, når asfaltkørslen stopper omkring vintertid.
- Så vil vi have biler i overskud, og det kan godt være en udfordring, fortsætter vognmanden.
Chauffør som 18-årig
Preben Hansen begyndte i 1966 - på sin 18 års fødselsdag - som chauffør hos sin far, Aage Hansen, dengang med tre biler i garagen. Faderen grundlagde forretningen i 1943 med to klassiske hestekræfter, Tonny og Musse.
De seneste - hele 490 - hestekræfter leveres af forretningens nyeste bil, en treakslet Scania R490 Ecolution-trækker med den 31-årige nyudlærte chauffør Rebekka Steinboeck ved rattet. Hun tog kørekort til forvogn i forbindelse med hendes soldatertid i Slagelse i 2004. Siden begyndte hun som voksenlærling i marts 2014 hos Demstrup Autotransport.
Nu er hun netop udlært, og fra første dag med den nye status blandt 55 chaufførkolleger har hun siddet bag rattet af den nye 490’er, der typisk kører sand, grus, jord eller asfalt.
Silotransport
Demstrup Autotransport er også kendt som specialist på silotransport, og her kommer opbygningen med kompressor på bilerne igen ind i billedet. Den komprimerede luft er nødvendig, når tankbilerne kører af sted med alle former for pulver. Her er den påmonterede kompressor, der leverer op til 1200 kubikmeter luft i timen, et absolut krav, når lasten tømmes ud af tanktrailernes op til syv rum.
Hvorfor køres der nu med en 490’er?
- Trækkerne har typisk haft 500 hk., og tidligere brugte vi også Scania 480’ere uden Adblue. Men den nye 490’er er lidt billigere at køre i, den vejer 400-500 kg. mindre end en V8’er, og så passer 490’eren godt ind i vores opgaver. Vi er utroligt glade for den nye bil, den kører rigtigt godt, uddyber vognmanden.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.