Status på travlt år i ITD
En overenskomstaftale på vej, en branche i fremgang og ros til regeringen. Formanden for ITD, Gert Jakobsen vendte årets begivenheder, da han afgav sin beretning til ITD’s generalforsamling.
Formand Gert Jacobsen indledte sin beretning i det politiske hjørne med valget af ny regering og den glædelige melding om, at vi igen kunne sige velkommen til en gammel kending på transportministerposten – Hans Chr. Schmidt.
»Allerede i forbindelse med regeringsdannelsen, kunne vi med glæde konstatere, at nye positive politiske vinde blæser over vores branche. Regeringen valgte som noget af det første at flytte virksomhedskontrollen væk fra politiet og tilbage til Transport- og byggestyrelsen. Et stort ønske fra ITD og noget vi har arbejdet på i mange år. Vi håber og tror, at denne ændring kommer til at betyde, at vi kan få indrettet en mere rimelig virksomhedskontrol, så vi får en helhedsvurdering af forholdene i de enkelte virksomheder end den kontrol efter ”taxameter”-princippet, som vi har oplevet igennem de seneste mange år,« sagde Gert Jakobsen.
Flygtninge på motorvejen
Gert Jakobsen rundede også flygtningesituationen og den midlertidige grænsekontrol i sin tale.
»Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i ITD følger udviklingen tæt. Vi har en del medlemmer, som er direkte afhængige af et effektivt indre marked, og alle dem, som måske ikke direkte kører grænseoverskridende, nyder også godt af, at godsstrømmene flyder så gnidningsfrit som muligt. Men vi anerkender også, at vi oplever en ekstraordinær situation i Europa lige nu. Og ekstraordinære situationer kræver ekstraordinære løsninger. Vi har derfor med glæde noteret os, at grænsekontrollen er indrettet på en måde, som generer erhvervet og vores medlemmer mindst muligt,« lød det fra formanden.
ITD Arbejdsgiver
En af de ting, der har fyldt meget i ITD’s bestyrelsesarbejde, har været etableringen af ITD Arbejdsgiver. Gert Jakobsen gav en fyldig beskrivelse af den proces, der har været i forhold til etableringen af ITD Arbejdsgiver.
»Det er et stort og vigtigt skridt for os, og vi forventer, vi får lavet en aftale, som efterlever vores mål om at lave en god og fleksibel overenskomst – som er til at forstå for både vognmænd og deres ansatte, og som samtidig sikrer gode løn og ansættelsesvilkår. Forventningen er, at vi står med en aftale på plads ultimo april 2016,« sagde Gert Jakobsen.
En branche i fremgang
Formand Gert Jakobsen glædede sig også over, at det igen går godt i branchen:
»Der er så mange muligheder for vores branche – og for de fleste af vores medlemsvirksomheder er der godt gang i hjulene. Det er glædeligt at kunne konstatere, at omkring halvdelen af vores medlemmer forventer en bedre indtjening i 2016 end i 2015 – og dette set i lyset af at der også var en stor andel, der oplevede en stigning i resultatet i 2015. Det går den rigtige vej – og selvom der ikke er tale om et stort opsving, kan vi med glæde konstatere, at der er meget at køre med – og at mange også oplever, at resultaterne følger med,« lød det blandt andet fra formanden.