Debat om fondsmidler
ITD præsenterede lørdag et overskud på ca. 78 mio. kr., og vanen tro foreslog bestyrelsen at udlodde fem af disse til FDE Fonden.
Normalt en formssag, men på årets generalforsamling stillede flere spørgsmålstegn ved den voksende formue i fonden.
»Det ser ud, som om fonden er løbet tør for idéer. Der er i forvejen 60 millioner i fonden, så jeg foreslår i stedet, at de fem millioner udloddes til medlemmerne,« lød det fra vognmand Bo Thestrup, som fik støtte fra flere andre på talerstolen.
Det kunne dog rent proceduremæssigt ikke lade sig gøre – i stedet blev der afholdt afstemning om, hvorvidt de fem millioner skulle uddeles til fonden eller ej.
Afstemningen foregik ved håndsoprækning og endte alligevel med et flertal for bestyrelsens forslag om at udlodde fem af de store til FDE Fonden. Det nøjagtige stemmetal kendes således ikke, men håndsoprækningen afslørede dog et stort mindretal, der gerne vil have sat en prop i pengeoverførslerne til fonden.