I 17 måneder har en vognmand fra Rødovre levet med uvisheden om, hvorvidt hans virksomhed fortsat kan eksistere, når der fældes dom i en sag om to overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne.
I juni sidste år fik vognmandsforretningen Steen Tofteng A/S brev om at indsende køre- og hviletidsdata for maj. Hele måneden havde været forrygende travl for virksomheden, der primært kører affaldstransporter. En medarbejder havde været på barsel, mens en anden var sygemeldt, så vognmanden skulle passe tre mands arbejde på kontoret.