Seks personer er blevet anholdt og kontanter og værdier for millioner af kroner er blevet beslaglagt af politiet efter en ny aktion mod professionelle smuglere af doping-præparater. Det skriver eb.dk.
Politiet slog mandag til, da en lastbil fra Slovakiet kom til et lager ved Aarhus, hvor en 27-årig dansker tog imod. I lastbilen var kasser med 11.000 ampuller med doping og godt 90.000 tabletter.
Politiet lod de to mænd køre fra lageret, men lastbilen med den 23-årige chauffør blev stoppet, og den 27-årige dansker blev anholdt i sit hjem, oplyser avisen.
Politiet satte efterfølgende gang i ransagninger og flere anholdelser i området omkring København og Fredericia i forbindelse med sagen.
Under ransagningerne blev der beslaglagt godt 2,4 millioner kroner og øvrige værdier af anslået mindst 3,5 millioner kroner.
[add:467]