Spørgsmålet er ikke, hvordan man tiltrækker de unge, men derimod hvordan der findes job til de unge, der allerede er tiltrukket af branchen.
Det mener den 30-årige chauffør Thomas Højbjerg Nielsen fra Brørup.
Genkender ikke billedet
»Jeg kan ikke genkende billedet af unge, der ikke vil være chauffør. Går man ind på Facebookgruppen Lastbilchauffør, som har omkring 15.000 medlemmer, er der et hav af unge mennesker, som slår op, at de ikke kan finde noget. De kæmper med næb og kløer. Det er det, jeg oplever,« siger Thoms Højbjerg Nielsen, som har været i transportbranchen, siden han var 18 år.