23948sdkhjf

Nytårsudtalelse fra FDL

Vognmandsforeningen FDL v/formand Christian Jensen har udsendt denne nytårshilsen:

Når jeg på FDL-medlemmernes vegne skal gøre status over året 2014, er det status over et endnu et år i skyggen af lovlig såvel som ulovlig cabotage - og social dumping, som ikke adskilte sig væsentlig fra 2013. Det blev endnu et år, hvor vores erhverv på ingen måde kunne lægge krisen bag sig til trods for at dele af rigets klogeste, der ikke skal leve af at producere eller transportere, har erklæret krisen for afblæst.

2014 blev også endnu et år, hvor de danske cabotage-bagmænd med uformindsket styrke udfoldede deres kreativitet og opfindsomhed for at slippe uden om den intensive og målrettede kontrol, der heldigvis etableres mere og mere på området og som FDL på alle måder byder velkommen.

Dog bød 2014 på cabotage-området på opmuntrende oplevelser, men også på deprimerende oplevelser. Heldigvis med en overvægt af de positive oplevelser, ikke bare for FDL’s medlemmers vedkommende, men for den danske vognmandsbranche som helhed.

Det var, og er, opmuntrende og positivt, at FDL i kampen for at få styr på den lovlige og ulovlige cabotage, og social dumping, kan notere, at DTL, uden nogen form for rysten på hånden, nu kæmper side om side med FDL.

Den kamp vil fortsætte i 2015, kan jeg garantere for.

Det er en stor sejr, at vi har været med til at få cabotage-problemernes negative følger kendt for den almindelige dansker i langt højere grad end tidligere. Men bare ikke nok kendt endnu, så den offensiv skal intensiveres kraftigt i 2015. Det er også en stor sejr, den fælles skandinaviske alliance mod cabotage-reglerne har fået med DTL som initiativtager.

En opbakning, der rækker langt ud over Skandinavien, og i dag har opbakning i rigtigt mange vesteuropæiske lande. Ja, langt ind i både EU-Kommission og EU-Parlamentet.

Det er en sejr, at man nu også har fået problemet på bordet i EU-Kommissionen, men nok så vigtigt også på dagsordenen i parlamentet, som efter pres har indset, at de nuværende tilstande er uholdbare og skal og må revideres således, at virkeligheden bringes i takt med cabotage-forordningens oprindelige intention.

De seneste afstemninger i parlamentet vidner om, at også her er man blevet opmærksom på at cabotage er et alvorligt EU-problem, som skal og må løses.

Det er også opmuntrende, at vi med de relativt nye tungvognscentre ser ud til at have fået det effektive våben, vi har manglet. Vi har fået en meget mere effektiv og professionel kontrol-styrke, der ved, hvor og hvordan de brodne kar agerer i marken. Det er forhåbentlig med til at stresse cabotage-mafiaen maksimalt. Så velkommen til tungvogns-kontrollerne!

Det er til gengæld dybt deprimerende, at det mere og mere tydeligt, er bevisligt klart, at bag enhver transport med en udenlandsk vognmand eller chauffør, står en dansk vognmand eller en dansk speditør, som i de fleste tilfælde er organiseret i DI, DA eller ITD.

Det er deprimerende, at de organisationer DI, Dansk Arbejdsgiverforening, som jo forhandler vores overenskomster, i realiteten, og under dække af at ville beskytte den "danske model ", i virkeligheden arbejder som en regulær 5. kolonne celle for det stik modsatte. Nemlig at undergrave den danske model.

Aktørerne, der udøver denne form for transporter i gråzonen. henleder med utilpashed tankerne på en længst svunden tid, som på daværende tid kaldte til national samling. Måtte de danske forbrugere også i det her tilfælde kræve ændringer med ophør af slavetilstande og underbetaling i den nationale godstrafik.

Derfor er det heller ikke overraskende, at DI, DA og speditørerne ikke vil have et regulært kædeansvar i forhold til arbejdslønnen, som virkeligt kunne have sat en stopper for social dumping.

Men det skuffer, og det er lige så ulogisk, som det er uforståeligt, at regeringen og LO ikke indfører et kædeansvar, mens de har det fornødne flertal. Det må da kræve en nærmere forklaring. Er der en skjult dagsorden? Vi må håbe, at lønmodtagerne kræver et svar herpå.

Ligeledes må 3F, om nogen, have et mega troværdigheds-problem, ikke bare over for egne medlemmer, men også over for DTL som FDL, der, om nogen, har signaleret, at her står de to organisationer, der beskæftiger deres chaufførmedlemmer, last og brast.

I FDL føler vi os forrådt, idet vi som selvfølge havde forventet, at det var en formsag at indføre kædeansvar.

FDL vil i det kommende år kæmpe videre i håb om, for alvor, at vække den danske forbrugers bevidsthed om deres magt over for detailhandlen og kræve, at alle nationale transportører opfører sig i henhold til love om danske lønninger og arbejdsmarkedsforhold. Og kræver dette utiltalende, og udanske, forhold med et hav af "danske/udenlandske transportørers tyvetogt i Danmark” bragt til ophør.

Med opfordring til fortsat og uformindsket kamp mod cabotage-uvæsenet i dansk national transport går vi det ny år, og dets udfordringer, i møde med håb om og tro på, at vi må notere os flere sejre i den fortsatte kamp for et bedre dansk vognmandserhverv.

Godt nytår!

[add:38]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109