Engang imellem er der behov for et 360 graders kontrol-eftersyn for at komme ud i alle hjørner og kanter. Det mener man i hvert fald hos politiet, som med sammen med en række andre offentlige instanser i sidste uge gennemførte multikontroller af lastbiler og varevogne flere steder i landet.
Onsdag og torsdag var Nørresundby udvalgt, da det helt tunge skyts blev rullet frem på en kontrolplads væk fra motorvejen. Der var således kontrollanter fra både Nordjyllands Politi, Rigspolitiet, Fødevarestyrelsen, Skat og Trafikstyrelsen. Og lastbilerne fik bl.a. en tur igennem Skats mobile scanner, for at man kunne kontrollere, om der var smuglergods i lasten.