DEBAT: På med arbejdshandskerne
Så blev valget vel overstået, og fra ITD’s side glæder vi os til samarbejdet med de 179 nye medlemmer af Folketinget og den kommende transportminister. Og der er nok af opgaver at tage fat om!
Valgkamp betyder, at det reelle politiske arbejde bliver sat på vågeblus og afløst af løfter og overordnede diskussioner. Det er nok ikke kun fra ITD’s side, at vi glæder os til at få realismen og de praktiske løsninger tilbage på den politiske dagsorden, efter at valget har ligget i luften i månedsvis. Men sikkert er det, at vi inden for det transportpolitiske område efterhånden har mange sager liggende, som nu trænger til et akut og handlingsorienteret fokus fra politisk hold.
Bedre kontrol
En af de sager, der tilsyneladende er druknet i valgfokus henover sommeren, er spørgsmålet om mere effektive kontroller af køre-hvile-tid. Effektive myndighedskontroller af de gældende regler er en vigtig nøgle til at nå færre fejl og overtrædelser på køre-hvile-tids-området. Og vi har fra ITD’s side ofte gjort opmærksom på, at effektive kontroller er dybt afhængige af, at de kontrollerende myndigheder ligger inde med den rigtige specialviden. Opbygningen af kompetencer bør efter vores mening ske i tæt samarbejde mellem Rigspolitiets Tungvognssektion og Trafikstyrelsen – og gerne med den arbejdsdeling, at Rigspolitiet tager sig af at kontrollere køretøjer og chauffører ude på vejene, mens Trafikstyrelsen varetager virksomhedskontrollerne. At gennemføre og fastholde dette princip er en presserende opgave for den kommende transportminister i fællesskab med justitsministeren. Ideen har for længst vundet opbakning fra såvel branchen som fra politisk hold; vi mangler blot, at der bliver sat handling bag ordene. Det haster med en mere effektiv kontrol af køre-hvile-tiden – det er ikke strammere og strammere regler, vi har brug for, men bedre og bedre kontrol!
Enighed om overhalingsforbud
En anden sag, som den kommende transportminister bør tage hånd om hurtigt, er sagen om de udvidede overhalingsforbud for lastbiler på motorvejene. Vi nåede frem til et fornuftigt kompromis med Hans Chr. Schmidt om at forbyde lastbiloverhalinger på tidspunkter og strækninger, hvor trafikken er særligt tæt. Men vi har brug for også at være enige om, hvilke strækninger der skal være tale om, og hvordan vi definerer myldretiden. Fra vores side har vi lagt op til at anvende de samme tidsintervaller, som anvendes som spærretid for særtransporter. Vi har også anbefalet at tænke ”huller” ind i de lange stræk, som transportministeren har lagt op til på den nordlige og sydlige del af E45 samt på E20 for at undgå kolonnekørsel af lastbiler på alt for lange forbudsstræk. Men vi venter stadig på svar fra ministeren!
Videre effektiviseringer
Et tredje tema, som vi vil medvirke aktivt til at holde højt på den kommende transportministers huskeseddel er effektiviseringer af transportområdet til gavn for miljøet og samfundsøkonomien. Modulvogntog har bevist deres værd, så vi skal fortsætte med at investere i udvidelser af forsøgsstrækningerne i Danmark, og frem for alt skal vi arbejde aktivt for at få fjernet de EU-regler, der forhindrer modulvogntogene i at køre internationalt på tværs af EU’s grænser, for det er der, den helt store effektiviseringsgevinst ligger. Vi skal også have færdiggjort udvidelsen af kataloget for lastvognenes tilladte totalvægte. De fem- og seks-akslede vogntog skal med, så totalvægtene kan hæves til henholdsvis 46 og 52 tons. Det kræver ekstra investeringer i vedligehold af vejene, men regnestykket viser, at investeringerne tjener sig hjem for samfundet i vundne miljøforbedringer og effektivitets-gevinster.
De vigtige langsigtede udfordringer
Endelig håber vi, at vi i samarbejde med det nye Folketing og den kommende regering kan få taget hul på de vigtige langsigtede diskussioner om udbygningen af infrastrukturen samt – ikke mindst - det danske transporterhvervs konkurrenceevne og langsigtede levedygtighed.
Få nu taget den principbeslutning om Hærvejsmotorvejen - og lad desuden løfterne om fremrykning af offentlige investeringer udmønte sig i penge, øremærket til at få bugt med det store vedligeholdelsesefterslæb på de kommunale veje. Velfungerende infrastruktur og høj mobilitet er forudsætningen for et samfund i fortsat vækst.
Og allervigtigst af alt: Vi er nødt til at se kritisk på de danske særregler, som sætter vores virksomheder bagud i konkurrencen med de øvrige europæiske lande. De regler, der tvinger danske vognmænd til at holde et lønniveau langt over kollegernes i nabolandene er med til at afvikle vores branche på lang sigt – nøjagtigt ligesom nationale afgifter, der kun rammer den danske vognmand og ikke den tyske, polske eller norske vognmand. Det danske transporterhverv er en ressource for samfundsøkonomien, og derfor skal vi finde løsninger, som kan udvikle erhvervet i stedet for at afvikle det.
Så til vores nye folketingspolitikere og kommende minister: På med arbejdshandskerne, der er nok at tage fat på. Vi er klar til at yde vores del af indsatsen fra branchens side!
Mogens Therkelsen
Formand for ITD
[add:311]