Flot DAF til Hedensted-vognmand
Vognmand Niels Hansen, Hedensted, har fået leveret en flot, vinrød DAF XF 105 Space Cab med wirehejs fra Lastas A/S i Hedensted.
Kabinen er udstyret med lædersæder og Comfort Air førersæde. Der er taglem med elektrisk styring, og af andet udstyr kan nævnes køleskab og aircondition.
Motoren er en Euro5, 12,9 l. 6-cylindret MX-motor, der yder 510 hk ved 1500-1900 omdr./min., og drejningsmomentet er 2500 Nm ved 1000-1410 omdr./min. Køretøjet er udstyret med en 12 trins AS Tronic-gearkasse med HSA-funktion (Hill Start Aid.) Bremserne er udstyret med både ABS og EBS, samt Brake Assist funktioner.
[pic:17109]Hejset fra Sawo er opbygget for 6 og 6,5 meter hejsekasse/container, udstyret med containerlåse med luftautomatik og desuden forsynet med dobbeltstop. Hejset kan trække op til 20 ton, og tipkapaciteten er også 20 ton. Tipvinklen er max. 55 grader.
Niels Hansen A/S så dagens lys i 1968 af Niels Hansen, og indehaverne er i dag sønnen Lars Hansen, samt svigersønnen Brian Kjærsgaard.
Virksomheden udfører stort set alle opgaver indenfor vognmandsbranchen, blandt andet traditionel kørsel, silotank-kørsel, samt kørsel med walkingfloor trailere.
[add:237]