Det er helt ude af trit med virkeligheden, når der meldes om mangel på lastbiler til at fragte de så småt stigende mængder gods ud. Det mener Per Rasmussen, der er formand for Sydøstjyllands Vognmandsforening og til daglig driver Klakring Vognmandsforretning med i alt 14 lastbiler.
»Der er masser af kapacitet ude hos de små vognmandsfirmaer. Det kan godt være, at det begynder at knibe hos de store koncerner, men blandt de mindre vognmænd er der masser af overskud og biler, der bare holder og venter på at komme ud og køre,« siger Per Rasmussen til Lastbil Magasinet.