23948sdkhjf

Bilister holder bedre på godset

De danske bilister er tilsyneladende blevet lidt bedre til at pakke traileren forsvarligt, før de kører på genbrugspladsen med affald eller i sommerhuset med byggematerialer. I hvert fald har der i første halvår af 2010 været færre udkald til fjernelse af tabt gods på statsvejene end året før.

Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.

De første seks måneder af året måtte Vejdirektoratets TrafikInformationsCenter (T.I.C.) bede sine entreprenører rykke ud 2630 gange for at samle tabte murespande, cykler, byggematerialer, møbler og meget andet op fra statsvejene.

Det er et fald i udkald på 14 procent i forhold til første halvår af 2009.

Glad for udvikling

Leder af afdelingen for Trafik og Beredskab i Vejdirektoratet, Charlotte Holstrøm, glæder sig over udviklingen.

»Vi har igennem flere år set en trist stigning i mængden af tabt gods på vores veje, så det er selvfølgelig glædeligt, at det tilsyneladende går den anden vej nu. Forhåbentlig skyldes det, at flere trafikanter tænker sig om en ekstra gang, før de spænder cykelstativet på bilen eller fylder trailerne.«

Hun nævner også, at de faldende trafiktal kan spille ind.

Størst fald

De største fald i antallet af udkald til fjernelse af tabt gods ses på Sjælland, i Nordjylland og i Hovedstadsområdet. Charlotte Holstrøm opfordrer dog fortsat bilisterne til at gøre en ekstra indsats for at få surret trailerne ordentligt til. Især fordi tabt gods på vejene udgør en sikkerhedsrisiko.

»Enhver, der har kørt på motorvejen og opdaget en genstand på vejen længere fremme, ved hvilken usikkerhed det skaber. For hvad er det egentlig, der ligger på vejen? Skal man bremse eller undvige? En tabt murerspand kan pludselig udløse nogle reaktioner hos bilisterne, der ender med at bringe andre trafikanter i fare. Derfor har man et stort ansvar som bilist, når man pakker traileren eller smækker cyklen bag på bilen,« siger Charlotte Holstrøm.

Tjek trafikken.dk

Hun opfordrer bilisterne til at besøge hjemmesiden trafikken.dk, hvor der er en kort og enkel instruktion i, hvordan man bør surre sine ting fast, før man kører ud på vejene.

Trafikanter, der skulle være så uheldige at tabe gods på motorvejen, må af hensyn til egen og andres sikkerhed aldrig selv standse for at samle det tabte op. De skal i stedet ringe til T.I.C., f.eks. fra nærmeste rasteplads. Nummeret er 80 20 20 60, der besvares døgnet rundt alle ugens dage.

Medarbejderne i T.I.C. vil herefter sørge for, at det tabte gods fjernes. 

[add:180]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063