Beboere frygter modulvogntog
Beboere ud til Hundestedvej frygter, at de modulvogntog, der til sommer får adgang til den i forvejen belastede hovedvej mellem Hundested og Frederiksværk, vil få deres huse til at slå revner, skriver sn.dk.
»Det var det, der skete, dengang i 60'erne, da militæret skød fra området omkring Byaasgaard og kom kørende i sine store militærkøretøjer, siger Sonja Petersen, der bor ud til Hundestedvej, til avisen.
Hun frygter, at det vil gå ligesom dengang, hvor naboens hus bogstaveligt talt revnede, og efterfølgende blev militærets køretøjer bremset i at køre den vej.
Frygten er dog ganske ubegrundet, siger Kim Aksel Sørensen, anlægskoordinator i Vejdirektoratet.
»Modulvogntogene vejer i princippet ikke mere end almindelige lastbiler. For det tilladte tryk for hvert hjulsæt, eller aksel, er det samme, hvad enten der er tale om en lastbil eller et modulvogntog, nemlig 10 ton,« siger han til sn.dk.
[add:224]