ITD: Stor brændstof-gevinst ved moduler
International Transport Danmark (ITD) anslår, at beslutningen om at forlænge det danske modulvogntogsforsøg samlet vil spare transportørerne for op mod 30 mio. liter brændstof over de næste seks år og dermed betyde en CO2 reduktion på knap 13.000 tons årligt.
»Et modulvogntog fylder lidt ekstra på vejene, men der er store fordele for den daglige varetransport og for miljøet i en øget brug,« fastslår ITD's formand, Mogens Therkelsen.
Fra ITD's side har man regnet på, hvad den konkrete gevinst af det udvidede forsøg kan blive. ITD's eksperter anslår, at det udvidede forsøg over de næste seks år vil betyde en konkret brændstofbesparelse på op imod 30 mio. liter i perioden, sammenlignet med hvis forsøget var blevet indstillet.
Det svarer til en samlet CO2-besparelse på næsten 78.000 ton i de kommende seks år. Forudsætningen er, at de 200 km ekstra forsøgsstrækning samt de klarere politiske rammer vil øge vognmændenes lyst til at investere i modulvogntog, således at antallet af vogntog stiger fra ca. 385 i dag til ca. 445 fremover.
»Det er et dokumenteret faktum, at vi kan transportere mere gods pr. liter brændstof med et modulvogntog. Men der er også en logistikmæssig fordel i de større biler, og derfor er det meget glædeligt, at forsøgsvejnettet er blevet udvidet med en række ekstra destinationer,« siger Mogens Therkelsen.
[add:226]