Debat: Forbud er stemmefiskeri
Planerne om et udvidet overhalingsforbud og den seneste tids omtale heraf har fået flere læsere til at give deres besyv med:
Jeg startede en gruppe op på Facebook i torsdags, som hedder " for os der er IMOD overhalingsforbud for lastbiler", og på en uge er vi nået et pænt stykke over 600 medlemmer, som alle på nær en enkelt er utilfredse med det forslag om overhallingsforbud.
Forslaget om ens hastighed for alle, synes jeg, er en god ide, og samtidig skulle bødetaksterne så også sættes op for dem, som kører for stærkt.
Benny Andreasen
Lille Randers 5
8410 Rønde
Det hele er bare en gang stemmefiskeri forud for et snart tilstundende valg. Der er klart flere stemmer i at gøre privatbilisten glad end I os der, lever af at forsyne de andre.
"Elefantvæddeløb". Hvornår opstod det begreb? Jo, da vi blev påtvunget fartbegrænseren. Før kørte man bare forbi, hvis der var plads, og så var den potte ude.
Og hvad med hastigheden dengang? Den steg med 5 km/t, da begrænseren blev justeret fra 85 km/t til 90 km/t, og vi fulgte med. Det var jo næsten lovligt, hvilket mange speditører og vognmænd stadig mener.
Et overhalingsforbud grænser til kollektiv afstraffelse, bare fordi nogle politikere har indført nogle hovsa-regler, som de så sidenhen må forsvare med næb og kløer for at bibeholde stemmerne fra privarbilisterne.
Det er bare ikke godt nok, hr. transportminister. Kom ud i den virkelige verden og se, hvordan den fungerer.
Leif Madsen
Brøndenvej 128
9352 Dybvad
Hmm. Kan godt være, at vi skal slikke den gode Herr transportminister et vist sted. For så vidt også i orden for mit vedkommende. Efter alle mine år på vejen kan jeg fint bruge 13'eren fra Vejle til Aalborg (har været udsat for det, der var værre).
Og så siger alle de fine transportkontorer, at vi skal opføre os pænt, så det kun bliver midlertidigt. Godt nok, men er temmelig sikker på, at det bare bliver udvidet til hele landet. Sådan går det jo altid, når de laver et forsøg.
Kan huske noget med, at overhalingsforbud over Lillebælt var pga., at den skulle laves om til to spor plus et ordentligt nødspor. Så vidt jeg kan se, er der stadig tre spor plus et smalt nødspor.
Holger Høstgaard, heldigvis forhenværende vognmand
Tarmvej 70A
6880 Tarm
Ja, undskyld mig, men der kan jeg altså ikke have noget til overs for ITD og deres efter min mening dobbeltmoral. Fredag modtager man ministeren med kyshånd til at åbne sin kampagne, og tirsdag forsøger man så at få ham til at droppe sin plan.
Det er efter min mening dobbeltmoral. Når han skal åbne en kampagne, er han så og så velkommen, men når han går mod branchen, så er han lige stik modsat.
Fortæl mig lige, at der ikke kunne være andre til at åbne den kampagne, for jeg kan med bedste vilje ikke se, hvorfor det skulle være en mand som transportminister Hans Christian Schmidt (V), der alligevel tænker mere på privatbiler end os i branchen.
Michael Simonsen
Kongevej 42
6630 Rødding
Helt enig med Ronald (læs "Debat: Hvorfor må vi ikke være her?"): Mere politi på vejene, gerne med en tolk, således at de udenlandske også bliver taget, og såfremt der ikke er "råd" til det, så sæt nogle kameraer op, som bliver aktiveret af følere i vejen. Indfør evt. en regel, der siger mindst 10 km/t hurtigere for den, der overhaler.
Tommy Pedersen
Overdrevet 6
8660 Skanderborg
[add:209]