Danske vognmænd slipper for tysk maut-forhøjelse
Det er en god nyhed for transportørerne, at tyskerne nu tager et lovforslag om forhøjelse af vejafgiften af bordet, siger brancheforeningen International Transport Danmark (ITD).
Den tyske regering vil nu tage lovforslaget om at forhøje vejafgifterne – den såkaldte maut – af bordet igen. Det kommer til at koste tyskerne over 600 millioner kroner at holde priserne i ro, og i det samlede regnestykke betyder det, at de nu mangler 83 millioner euro i statskassen.
Ikke vores problem
»Men det er jo ikke rigtig vores problem,« siger formanden for ITD, direktør Mogens Therkelsen. »Det er det derimod, at en forhøjelse af mauten ville have påført den danske eksport en ekstra omkostning og dermed have stillet dansk eksport ringere.«
Mogens Therkelsen betegner udmeldingen fra Tyskland som en god og fornuftig nyhed for de danske transportører, som dermed slipper for at pålægge kunderne yderligere transportomkostninger. Både på den direkte transport til Tyskland og på transittrafikken gennem Tyskland til andre lande.
»Vi er glade for, at den tyske regering viser fornuft i disse økonomisk vanskelige tider,« tilføjer han.
[add:209]