Debat: Forstår godt vognmændene
Debatten om manglen på praktikpladser til nye chauffør-lærlinge og årsagerne hertil har kastet lidt debatindlæg fra læserne af sig:
Det er jo netop det høje danske løntryk, som absolut skyldes det høje skattetryk, der er den direkte årsag til, at Danmark som helhed ikke kan konkurrere med udlandet. Det er ikke kun i transportbranchen, det gør sig gældende.
Dét, vi mangler i Danmark, er nogle politikere, der vil stå ved deres ansvar for at omstrukturere hele det danske skattesystem, så alle priser kommer ned i et leje, der kan konkurrere med især de omkringliggende, men også med fjernere lande.
Det kan ikke være rigtigt, at de danske pladderhumanister bliver ved med at ture frem med, at Danmark alene skal redde hele verden. Det kan vi, som den mikronation, vi er, ganske enkelt ikke magte.
Jeg synes, det er på tide, at Danmark stopper med at tækkes USA og begynder at tænke meget mere europæisk. Det er trods alt Europa, der er vores nære miljø; ikke USA.
Men desværre har vi nu haft en statsminister, der igennem mange år har forsøgt at spise kirsebær med de store, men stadig ikke har indset, at dér har Danmark intet at gøre.
Man kan, som bekendt, ikke leve af at klippe hinanden.
Steen A. Jensen
Slåenbakken 12
8520 Lystrup
Jeg tror, de fleste vognmænd meget gerne vil udvikle og udvide deres forretninger, men heldigvis er der også mange, som først foretager beregninger og kalkulationer, før de vover sig ud i sådanne eventyr.
I dagens Danmark kan man næsten ikke drive en vognmandsforretning i.h.t. lovene, betale en overenskomstmæssig løn og samtidig sikre overskud til investeringer og fortsat drift. Jeg forstår godt, at mange ikke tør ansætte lærlinge med en 3½ års horisont i dagens marked.
Jeg har aldrig påstået, at chaufførlønnen er høj, og den nylige overenskomst er jo det bedste, der kunne opnåes, selvom jeg klart havde forventet en 0-løsning i 2010. De danske løninger er det eneste, der kan konkurreres på, idet alle omkostninger burde være næsten ens i alle EU-lande, bilerne er ubeskattede, vægtafgift og vignet er næsten ens (hvis det ellers betales), forsikring er der ikke den store forskel på, og olien koster vel det samme - der kan jo ikke tankes "hjemme" til flere måneders udstationering, men der kan muligvis skaffes olie på alternativ vis - vi hører om tyverier og udenlandske tankvogne, som optanker udenlandske biler i Padborg om natten.
Jeg tror desværre, at vort velordnede samfund med en egentlig chaufføruddannelse gør, at vi alle prøver at holde gældende regler, hvorimod udenlandske chauffører ved, at de i Danmark blot kan sige "ikke forstå", hvis de endelig bliver stoppet. Jeg tror ikke, mange udenlandske chauffører tør spørge deres disponent, hvad en given container egentlig vejer/indeholder, og risikoen for at blive stoppet er næsten ikke eksisterende.
Jeg har ikke opskriften på, hvordan vi kommer videre, men vognmændene kan slet ikke løse denne opgave selv - 3F må på banen, og så må myndighederne også aktiveres. Jeg har tidligere foreslået at regulere lønnen via skatten i lighed med sømandsskat, men det er der ej heller gehør for.
Hvis nu f.eks. 3F kunne påvirke myndighederne sammen med vognmændene til at fokusere på overholdelse af lovene, så var vi på vej. Jeg er ked af, at det altid er dem kontra os - jeg mener, at vognmænd og chauffører er dybt afhængige af hinanden, og uden vognmænd ingen chaufførjob, og uden chauffører, ja så er det svært at få bilerne ud at køre.
Vognmændenes skyld er det i hvert fald ikke alene, noget skyldes selvfølgelig tiderne. Det er jo ikke længe siden, at danske lastvogne var de ledende på motorvejene i hele Europa pga. dygtighed og flid, og fordi nogle vognmænd kunne se de muligheder, de nye tider gav.
I dag er vi bare ikke konkurrencedygtige - og hvordan vi bliver igen, det skal der hurtigt samarbejdes om - på alle fronter! Fortsat god sommer!
Niels Juel Nielsen
Blomstervangen 56
8250 Egaa
[add:217]