Debat: Modulvogntog er vejen frem
Redaktionen har modtaget et debatindlæg om forsøgsordningen med modulvogntog:
Hvis vi gerne vil have et samfund i vækst, og vi samtidig ønsker at nedsætte klimabelastningen, er modulvogntog vejen frem.
Modulvogntog er en slags ekstra lange lastbiler, hvor to modulvogntog groft sagt afløser tre traditionelle lastbiler. Det har en positiv effekt, idet produktiviteten i transporterhvervet vil stige samtidig med, at der vil være behov for færre lastbiler til at transportere den samme mængde gods, når lastbilernes lasteevne kan udnyttes optimalt. Det vil reducere trængslen på vejene, sikre større effektivitet og nedbringe CO2-udslippet.
Alt i alt en win–win-situation.
I perioden fra efteråret 2008 til efteråret 2011 gennemfører Vejdirektoratet et forsøg med modulvogntog primært på statsvejene i Danmark. Det er naturligvis positivt, at der allerede i dag må køre modulvogntog.
Men det gælder kun på en begrænset del af vejnettet, og da modulvogntoge har så åbenlyse fordele, bør det hurtigst muligt blive tilladt at køre med modulvogntog på langt flere veje, hvor det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det kræver tit mindre ombygninger af vejnettet, hvis der skal kunne køre modulvogntog. Men man skal huske på, at modulvogntog giver en stor gevinst for samfundet, så de små investeringer i ombygning af vejene er godt givet ud.
Jesper Kaae
Chefkonsulent, Dansk Erhverv
[add:38]