»Der er åbenbart stor forskel på folk i det her land. Jeg er selv for nogle år siden blevet henholdsvis dømt og frifundet for nogle overtrædelser, men humlen i det var, at selv om betjenten havde skrevet forkert registreringsnummer på bøden, sagde dommeren, at det ingen betydning har i en retssag.«
Det siger vognmand Jan Rådbjerg, Sorø, der for over fire år siden blev frifundet for overtrædelser af køre- og hviletiderne, men til gengæld dømt for at have overskredet hastigheden. Selv om betjenten i sidstnævnte tilfælde havde skrevet et helt forkert reg. nr. på bødeforlægget, altså en fejl, der kan sammenlignes med de såkaldte dummebøder, hjalp der ingen kære mor, og Jan Rådbjerg blev dømt.