Ny autoteknikervogn til Køge
Dansk Autohjælp Køge A/S har netop fået leveret en ny autoteknikervogn fra SAWO i Haslev.
Chassiset er en Iveco Daily 65 C17 med luftaffjedret bagaksel, der bevirker, at grillaggregatet kan vippes helt ned til jordniveau for bjærgning af biler med lav frihøjde. Desuden er opbygningen med ankerskovle, 4,5 ton spil og lukket skabsopbygning med mange opbevaringsmuligheder. Opbygningen er specialbygget med tagmonteret lysskilt, der bruges til markering, når der arbejdes på motorvejen. Ud over bjærgning og bugsering kan der ydes starthjælp via fastmonteret 12/24 V startudtag samt bærbart startanlæg.
Dansk Autohjælp i Køge har eksisteret i mere end 25 år. I 2008 overtog Nicklas Christensen og Henrik Olsen stationen fra deres tidligere arbejdsgiver. Samme år flyttede stationen til nye og mere tidssvarende lokaler.
[add:209]