23948sdkhjf

Debat: Cabotage-hug til ITD

Redaktionen har modtaget en stribe kommentarer til gårsdagens udmelding fra ITD om, at bødetaksterne for ulovlig cabotagekørsel bør holdes i ro:

Det er klart, at både ITD og hr. Therkelsen ikke vil have større bøder for ulovlig cabotagekørsel, når de selv har været med til at udflage lastbiler til udlandet og ligefrem har afholdt kursus i, hvordan man laver firma i udlandet. Så er det da klart, at de medlemmer fra ITD ikke vil være interesseret i høje bøder for at stoppe ulovlig cabotagekørsel, for så mister de jo deres mulighed for at være med til at presse prisen på transport og presse lønnen ned.

Så det kan kun nok engang konstateres, at selv en dansk/tysk vognmand ikke vil være med til at forhøje bødetaksten.

Karsten Nielsen
Houvej 154
9370 Hals

Til ITD's formand!

[pic:15721]Ulovlig cabotagekørsel skal ikke straffes med bøder, der er ude af proportioner med forseelsens størrelse. Så langt, så godt er jeg enig med ITD-formanden. Men så mangler vi jo bare lige at få proportionerne sat i forhold til overtrædelsernes grovhed (hvilke økonomiske fordele, overtræderne opnår m.m.).

Hvem er det så lige, der er mest objektiv i den forbindelse? Er det én, der forlængst har forladt den danske lovgivningsarena i forhold til straf, bødeniveauer og objektivt ansvar?

Eller en af de endnu eksisterende danske vognmænd,som dagligt lever under det konkurrenceforvridende åg, som cabotagekørslen i bund og grund er.

Så set med ITD-formandens øjne skal der selvfølgelig ikke gives en bøde på 10.000 kr. for et glemt stykke papir (fragtbrev/bevis fra forudgående international transport formodes). Modsat synes ITD-formanden ikke at have problemer med, at det danske sanktionsniveau for overtrædelser af køre-hviletidsreglerne om nogen straffes med bøder, der er helt ude af proportioner med virkeligheden.

Men det er jo et problem, som ikke fylder i ITD-formandens dagligdag al den stund, at en dansk indregistreret trækker vist er et særsyn i denne virksomhed. Men for at genopfriske ITD-formandens hukommelse på dette område, så er mindstebøden for en dansk vognmand, der har "glemt et stykke papir"(manglende skive, glemt navn på samme) minimum 9000 kr. (3000+6000 kr.).

Nå, jeg har forresten glemt, at disse problemer sikkert forlængst har indtaget en absolut sekundær plads i den pågældende formands erindringer, for sådan er reglerne jo slet ikke i Tyskland.

Det kunne jo være meget interessant, om formanden ville uddybe, hvorfor det set med ITD-formandens øjne er o.k. med så stor forskel på bødeniveauet, om det er en forhutlet vognmand fra øst, hvis chauffør som tillæg til sin næsten ikke-eksisterende løn må stjæle danske vognmænds dieselolie, sidespejle, reservehjul mm. for at kunne få stillet sin sult og holde hjulene i gang, og så en dansk vognmand, der forsøger at opretholde et anstændigt socialt og lønmæssigt niveau for sine chauffører, der glemmer navn mm. på skive eller pauseknap på tachograf.

Når man nu er så panisk over for enhver kontrol, som ITD sammen med DI/ATL og Danske Speditører har været i forhandlingerne om kontrolreglerne og tilsyneladende fortsat er og bøder herfor, er det så fordi, man udmærket godt ved, at der så ofte, som det er muligt, fuskes med cabotagereglerne?

Hvis man har rent mel i posen, må kontrol da være en parentes i dagligdagen eller hvad? Eller er det, fordi hele underbydningspolitikken af fragtraterne vil falde fra hinanden, hvis der kommer lov og orden på dette område?

Mon vi får et svar?

Christian Jensen,
vognmand og formand for FDL
Nordvej 12
9900 Frederikshavn

Det er da lidt uhyggeligt, at man fra en vogmandsside siger, at det er chaufføren, som har glemt et stykke papir. Måske er det mere vognmanden eller speditørens skyld, at man ikke lige har et dokument?

Bøderne burde være på minimum 25.000, og ved gentagne overtrædelser burde man give en karantæne til vognmanden mod at foretage kørsel i en periode i Danmark. Speditører og transportkøbere burde afstemple deres transportopgave med angivelse af, hvem i Danmark der er ansvarlig for den givne transport.

Det er jo tankevækkende, at vognmænd, der benytter enkeltturs-tilladelser, ikke udfylder disse for hver tur, således at en tilladelse kan benyttes flere gange. Jeg har kendskab til en stor dansk speditør, som ikke kontrollerer, om vognmanden opfylder kravet til tilladelse.

Bjarne Lind
De Lichtenbergsvej 33
8500 Grenaa

Undskyld, men jeg forstår ikke rigtig Mogens Therkelsen, når han siger, bøderne for cabotage er alt for store og ikke står mål med forseelsen. Man kan vel bare lade være og sørge for at have orden i sine ting.

Måske Mogens Therkelsen selv har mange biler på udenlandske plader, og det er selvfølgelig træls, hvis det skal ramme en selv på pengepungen. Men det har nu altid været sådan, jo større bøder, jo mere respekt.

Jens J. Bak
Byvejen 10
9240 Nibe

Jeg tror, at hr. Mogens Therkelsen har fået noget galt i halsen.

Ved udførsel af ulovlig cabotage i Danmark skal der gives bøder, så man ikke forledes til at gøre det igen. Hvis ikke man vil give sådanne bøder, kan det jo være lige meget med at indføre cabotageregler, og der vil garanteret være brodne kar, der vil lukrere på lave bødetakster.

Kurt Gjelstrup-Jørgensen,
formand for Landsklubben Danske Godschauffører under 3F
Søvej 12
4140 Borup

Hvis en udmelding som denne fra hr. Mogens Therkelsen ikke får de ansvarlige politikere og myndigheder til at indse, hvad det er, de store danske vognmænd og speditører ønsker, så sker det aldrig.

At hr. Mogens Therkelsen mener, bøderne for overtrædelse af cabotagereglerne ikke skal pristalsreguleres, fortæller vel bedre end noget andet, hvad hans virksomhed tjener deres penge på. Enhver i branchen ved, at hr. Mogens Therkelsen ikke er at betragte som en dansk vognmand længere og derfor ikke agerer som en sådan.

Han er jo fortaler for social dumping i stor stil via udenlandske datterselskaber, hvorfor han naturligt nok ønsker lempelige vilkår for dem, der overtræder cabotagereglerne. Lykkes det ikke at skaffe billige bøder, så risikerer han jo at skulle nøjes med en bundlinje på niveau med rigtige danske vognmandsforretninger, og det ville jo ikke være sjovt.


Morten Slot-Thomsen
Blæsbjergvej 40
8722 Hedensted

Den mand er godt nok en skændsel af karakter for den danske transportbranche. Det lugter så langt væk, at hr "tysker-mogens" selv laver disse overtrædelser, siden han er så bange for højere bøder. Utroligt, at den mand kan sidde i diverse høje poster herhjemme.

Jeg håber, at de folk, der vælger ham ind, snart vågner op og indser, at han er et "skadedyr af format" for de efterhånden få seriøse vognmænd i Danmark.


Steen Nielsen, vognmand
Højen Kirkevej 146
7100 Vejle

[add:215]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078