Mange vognmandsfirmaer har taget konsekvensen af lønstigningerne i den nyligt indgåede overenskomst ved at nedjustere eller helt sløjfe personlige tillæg i lokale aftaler.
Det kan helt enkelt aflæses i lønstatistikken hos arbejdsgiverorganisationen ATL, der bekræfter tendensen.
»Der er en tendens til, at man gør det nu, og det er jo fordi, man er i krise. Det kan vi se ved, at lønniveauet ikke stiger tilsvarende i forhold til det, som den burde i forhold til den overenskomstmæssige regulering,« fortæller branchedirektør i ATL Anne Windfeldt Trolle til Lastbil Magasinet.