ATL tror på bedre tider
»Der
er
lys forude.«
Det var hovedbudskabet fra ATL-formand Anders Fransgaard i hans beretning til medlemmerne på ATL’s generalforsamling, der blev afholdt på Vejlefjord Hotel & Konference i går.
»Det seneste år med global afmatning har ramt transporterhvervet særdeles hårdt, da vi som branche er meget konjunkturfølsom. Men det må ikke få os til at tabe modet. Der er brug for, at vi tror på, at vi kommer styrket ud af krisen. Også selvom det kan virke uoverskueligt, når man kæmper for overlevelse i hverdagen,« lød det i formandens peptalk til generalforsamlingen.
Tænk nyt
Temaet på generalforsamlingen og den efterfølgende årsdag hos ATL kredsede meget om at ruste sig til fremtiden og ruske op i gamle vaner og rutiner for at komme styrket ud, når det igen begynder at gå fremad.
»Mange transportvirksomheder har allerede brugt tid på at tænke anderledes – at effektivisere og optimere. Der er ryddet op i gamle vaner, og virksomhederne ruster sig til den dag, hvor det hele vender,« sagde Anders Fransgaard.
Positive forventninger
Han henviste blandt andet til en nyligt gennemført medlemsundersøgelse, hvor i alt 140 af ATL’s medlemmer har svaret på forskellige spørgsmål om transportvirksomheders øjeblikkelige udfordringer.
»Der har været mange fyringer, endda over 25 procent af medarbejderstaben er skåret fra mange steder, men nu ser det ud til, at det stagnerer. Vi er ovre det værste, og forventningerne ser fornuftige ud. Over 60 procent forventer uændret beskæftigelse, og næsten 1/3 forventer en stigning i beskæftigelsen – og det er positivt,« konstaterede ATL’s branchedirektør, Anne Windfeldt Trolle, i sit indlæg på generalforsamlingen.
[add:180]