Opgradering kan betale sig
Mange lastbiler med euronorm 3 nåede ikke at køre mange kilometer, før efterspørgslen på dem faldt drastisk. Miljøkravene til lastbiler er skærpet, så lastbiler med en euronorm under 4 ikke har adgang til byzonerne i en række europæiske byer, herunder flere danske. Derudover fastsættes den tyske vejafgift – Mauten – efter euronormerne, så jo lavere euronormer jo højere afgifter. Det betyder, at der kan være en forskel i afgiften på op til 25 øre pr. km.
»De skærpede krav betyder, at prisen på euro 3-vogne er faldet mere, end de egentlig burde. Vi ser vogne, der kun har kørt en tiendedel af det, de burde kunne køre, som nu koster langt mindre end lignende euro 4-vogne,« forklarer direktør Tommy Svendsen fra Finans Nord.
Han mener, at mange vognmænd med fordel kan købe eller lease de nyere euro 3-biler.
»Budgetterne er ofte stramme, og investeringsgraden er generelt lav. Derfor kan løsningen være en euro 3-vogn, der opgraderes til euro 4 ved hjælp af et partikelfilter.«
I branchen har der været en vis skepsis mod partikelfiltrene, der tidligere har været omkostningskrævende i driften. Ifølge Tommy Svendsen er der dog mange myter om filtrene.
»Desværre afholder myterne mange fra at opgradere vogne ved hjælp af filtrene, selvom der kan være 100.000 kr. at spare pr. vogn. Det er ærgerligt, for i dag har filtrene en helt anden kvalitet end de første, vi så, og de skulle efter sigende også være nemmere at vedligeholde alt efter fabrikat.«
[add:180]