Trafiksikkerhed for fuld musik
Danmarks største trafiksikkerhedskampagne, ”Trafiksikkerhed i Øjenhøjde”, havde sæsonstart på Digtervejsskolen i Næstved i sidste uge, og Ramin Golpasand havde samtidig premiere på et nyt og kontant trafik-rap-nummer ”Venner i trafikken”:
"Men flot flot flot bare kør’ rundt og flash dit hår. Men la’ vær med at sats’ på du bli’r mer’ end 16 år", var et budskaberne i sangen om manglende brug af cykelhjelm.
Med rap-nummeret ”Venner i trafikken” håber projektgruppen at skabe lidt mere opmærksomhed omkring den vigtige trafiksikkerhedsundervisning i lige netop denne aldersgruppe, hvor de gode trafikvaner skal fastholdes. Musikken og yderligere inspiration til undervisning kan frit downloades på www.trafiksikkerhed.info .
Næstveds borgmester, Henning Jensen, pointerede, at det ikke er let at være chauffør i en lastbil i dag. Det er et fælles ansvar at undgå ulykker i trafikken, og borgmesteren opfordrede børnene til at fortælle deres forældre, hvad de har lært til arrangementet i dag.
Karsten Nonbo, medlem af Folketingets Trafikudvalg, kom til arrangementet på cykel iført trafiksikkerhedsvest. Han understregede vigtigheden af, at trafikanterne er synlige i trafikken og inspirerede derfor børnene til at give deres forældre en trafiksikkerhedsvest i fødselsdagsgave.
14 klasser fra Digtervejskolen og Lille Næstved skole fik ved arrangementet en lidt bedre forståelse for, hvordan man bliver mere trafiksikker i mødet med store lastvogne.
Det er partnerne DTL, Falck, 3F Transportgruppe, Danske Fragtmænd, Volvo Lastvogne, OK a.m.b.a., og Børneulykkesfonden der dermed påbegynder 8. sæson med besøg på de danske folkeskoler. Mere end 60.000 børn har allerede modtaget undervisningen og transporterhvervet og de involverede partnere håber med kampagnen, at være med til at etablere en bedre og mere hensigtsmæssig trafikadfærd og dermed reducere antallet af ulykker.
Geografisk fokuseres der i 2010 på Vestsjælland og Fyn og skole-kampagneperioden kører fra uge 15 til og med uge 20. Ca. 50 skoler er tilmeldt på begge sider af Storebælt og kampagnen begynder på de første skoler mandag den 12. april.
Ud over musikken er kampagnen i år styrket med nye pædagogiske værktøjer. Eksempelvis får eleverne, ved at blive iført en dykkermaske, et ret præcist billede af en blind vinkel, når de skal se sig til venstre eller til højre.
Et andet element i kampagnen er vigtigheden af at bruge cykelhjelm. Dette demonstreres med en minicykelhjem, hvor et monteret æg ”overlever” at falde på gulvet fra en udstrakt hånd. Modellastbiler, vejkryds, børn og cykler i skala 1:32 viser, hvad der sker, når det hele ses lidt fra oven. Særlig opmærksomhed er påkrævet, når det gælder, hvor man som cyklist placerer sig i forhold til et vogntogs svingbane i forbindelse med et højresving.
Siden år 2000 er 69 mennesker blevet dræbt i højresvingsulykker, hvor lastbiler har været involveret. I 2007 var tallet 2 personer. I 2008 steg det til 11 og 2009 faldt det til 1 person. Men allerede nu kan vi konstatere, at det fine resultat fra 2009 ikke holder i 2010, og det understreger vigtigheden af, at både denne kampagne, medier og myndigheder skal holde fokus og hele tiden gøre opmærksom på problematikken ved højresving.
[add:177]