Debat: Hvorfor gøre tingene sværere, end de er?
Redaktionen har modtaget nok en kommentar til den løbende debat om et evt. tysk-inspireret BAG i Danmark:
Det kunne være spændende at få belyst, hvor længe siden det er, at hr. Ib Engelbreth har været ansat ved en dansk vognmand, hvor systematisk snyd med skiver osv. er så udbredt, som han fremstiller det. Jeg har skam selv været med til at køre solen sort, men det er sandt for dyden ved at være mange år siden, det stoppede. Hvordan det var, dengang ruder konge sad i klapvogn, kan vi jo ikke bruge til ret meget her og nu.
Med hensyn til sprogproblemer så har jeg svært ved at se, at personalet i et dansk BAG behøver at være mere sprogkyndige end deres tyske kolleger - sjovt nok så kan BAG sagtens kommunikere med de fleste nationaliteter. Det er kun nogle få måneder siden, jeg holdt ved siden af en tyrker, der var blevet stoppet på Autobahn Tankstelle Münsterland, og han slap ikke hverken lettere eller hurtigere, fordi han ikke kunne tysk.
Mon ikke det i bund og grund er viljen, der mangler her i landet, eller gå-på-modet måske. Hvor der er vilje, er der som bekendt en vej, også når det gælder om at kradse bøder ind for lovovertrædelser begået af folk, der ikke taler et af de anerkendte "hovedsprog".
Der er vel ingen grund til at gøre tingene sværere, end de er!
Morten Slot-Thomsen
Blæsbjergvej 40
8722 Hedensted
[add:194]