Stor interesse for motionsløb
Når startskuddet lyder til Danske Fragtmænd Løbet 2010 på lørdag, er det med et rekordstort antal af forhåndstilmeldte løbere. Det er tredje år, at Danske Fragtmænd afholder løbet i Tietgenbyen ved Odense, og interessen har i år været overvældende. Løb er for alvor blevet en folkesport, og det kan man tydeligt se på tilmeldingerne til transportvirksomhedens løb.
Danske Fragtmænd Løbet, der finder sted omkring Tietgenbyen ved Odense med start fra den store fragtcentral, har i år oplevet en stor stigning i antallet af tilmeldte. Få uger før løbet var antallet af forhåndstilmeldte130 løbere, imod sidste år hvor den faktiske deltagelse var på 101 løbere.
Og ifølge Flemming Mortensen, kørselsleder hos Danske Fragtmænd Fyn og samtidig løbsanvarlig, bliver deltagelsen helt sikkert endnu højere, da rigtig mange først melder sig til på selve løbsdagen:
»Det er muligt at melde sig til løbet op til en halv time før, og tidligere har mange deltagere benyttet sig af den mulighed, men vi er selvfølgelig rigtig glade for, at der i år er så mange forhåndstilmeldte. Det tyder jo på, at vi er ved at markere os som en seriøs sportsbegivenhed. Ud over medarbejdere fra Danske Fragtmænd deltager rigtig mange fra andre løbeklubber samt andre virksomheder, der ser løbet som en mulighed for at få en god fælles oplevelse,« siger han.
»Transportbranchen er jo en branche, hvor der hos medarbejderne er øget risiko for blandt andet hjertekarsygdomme. Lastbilchauffører tilbringer en stor del af dagen bag rattet, og samtidig har de ofte specielle arbejdstider, der gør det svært at få sunde rutiner for mad og motion. Derfor vælger vi at sætte fokus på sundhed i virksomheden, og løbet er en af måderne at gøre det på, hvor alle kan deltage. Man kan jo for eksempel vælge at starte med at gå de 5 km, og så efter et par år løbe de 10 km,« siger Flemming Mortensen.
Danske Fragtmænd Løbet finder sted lørdag 10. april med start kl. 10.00 fra Danske Fragtmænd Fyn, C. F. Tietgens Boulevard 12, Odense SØ. Ruten er på 5 eller 10 km, og det koster 75 kr. at deltage.
For yderligere information, kontakt løbsansvarlig Flemming Mortensen på 30 38 47 75.
[add:179]