Udnyt retten til efteruddannelse
Er du ansat i en privat virksomhed, har du som chauffør siden den 1. januar 2009 haft ret til to ugers selvvalgt efteruddannelse hvert år. Muligheden for at blive efteruddannet er et resultat af overenskomstaftalerne fra 2007. Aftalen giver også virksomhederne mulighed for at få tilskud gennem en række kompetenceudviklingsfonde, oplyser PensionDanmark, der administrerer en række uddannelsesfonde, der dækker forskellige brancher – bl.a. Handels-, Transport- og Servicesektorens Kompetenceudviklingsfond og DTL Kompetenceudviklingsfond.
Ønsker du at udnytte din ret til efteruddannelse, er første skridt at kontakte din virksomhed. Det er virksomheden, som søger tilskud, og som modtager tilskuddet fra fonden. Efteruddannelsen skal være relevant i forhold til det overenskomstområde, du er ansat under. For at få støtte til efteruddannelse skal du også have været ansat i mindst ni måneder.
På hjemmesiden uddannelsesfonde.dk kan du se, hvilke kurser din virksomhed kan søge tilskud til.
[add:166]