DTL: Stor klimaopgave for transportministeren
Trods velmente lykønskninger og løfter om et fremtidigt godt samarbejde fra begge politiske sider af Folketingets trafikudvalg, var der ikke enighed mellem oppositionen og den nytiltrådte transportminister, Hans Christian Schmidt, på ministerens første samrådsmøde i mandags, konkluderer DTL.
Trafikudvalget havde på foranledning af folketingsmedlem Per Clausen fra Enhedslisten bedt ministeren om at redegøre for, hvad der er regeringens mål for en reduktion af transportsektorens CO2-udslip, og hvilke initiativer regeringen vil tage for at nå sit mål.
»Ministeren afviste at fortælle om regeringens præcise redskaber, når det gjaldt, hvad transportsektoren skal levere af reduktionsmål i 2020, og det er nok meget godt i øjeblikket, hvis man ikke har et samlet overblik over, i hvilken sektor det er klogest at skære dybest,« siger DTL's vicedirektør Morten Lindbo, der overværede det åbne samråd.
Kørselsafgifter var ikke overraskende et af de store emner på samrådet, og som DTL ser det, har regeringen endnu ikke fundet sine ben i forhold til, hvordan de skal indføres. Dele af oppositionen ønsker den tyske Maut, som blandt andet ifølge DTL's opfattelse er for administrativt dyr og uhensigtsmæssig.
»Transportministeren har et ansvar for, at tingene ikke løber af sporet i Folketinget, men at der gives klare pejlemærker for, hvilken vej man går, og hvad man tror på virker. Der venter derfor en stor opgave for ministeren, inden regeringens klimaplan kommer på gaden,« siger Morten Lindbo.
[add:191]