Debat: Ikke nok at skue østpå
Redaktionen har modtaget yderligere debatindlæg til de seneste dages artikler og debat her på siden om løndumping og vognmænd og chauffører, der ikke overholder overenskomsten:
Det lyder meget interessant, at tillidsrepræsentanter og 3F-afdelinger nu vil få mulighed for at kontrollere, hvorvidt chaufførerne bliver afregnet korrekt i henhold til overenskomsten. Men alene at skue østpå løser ikke problematikken.
Jeg afviser absolut ikke, at chauffører fra "Centraleuropa" udfører arbejde i Danmark i strid med overenskomsten - men de er så sandeligt ikke ene om at gøre det. For blot to år siden var der fuld beskæftigelse blandt danske chauffører - og dengang blev det skønnet, at op imod 1/3 af de selvsamme danske chauffører blev aflønnet i form af en "alternativ" form for overenskomst.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvorvidt det stadigvæk kun er 1/3 af chaufførerne, der aflønnes på "anden etnisk indkomst". Såfremt det fremlagte overenskomstforslag opnår flertal ved urafstemningen og bliver vedtaget, vil det give tillidsrepræsentanter og lokalafdelinger af 3F mulighed for at kontrollere lønsedler for
alle
chauffører i en virksomhed - uanset nationalitet. Og det vil glæde både chauffører og virksomheder, der svarer enhver sit.
Det vil oven i købet glæde mig rigtigt meget - for konsekvensen af overtrædelse af overenskomsten vil naturligvis medføre bod til vognmanden og eksklusion af 3F (faglige del) til chaufføren. På den måde vil der - såfremt der er vilje til det - blive ryddet op, og de seriøse virksomheder/chauffører vil stadig have muligheder i branchen.
Hans Jørgen Hansen
Flensborgvej
6200 Aabenraa
Ja, så kan man da kun sige, at hvis han har været fuldtidsbeskæftiget i denne periode, så kommer han da ikke til at døje med topskat (
læs tirsdagens artikel "Direktør ferierer...",
red.
).
Men det er jo tusinde af lignende tilfælde som dette, for med de priser, der betales i dag, kan vognmændene ikke betale de lønninger, de burde. Og det ser jo ud til, at mange chauffører er ligeglade, bare de får en lækker bil.
Jeg havde en kollega, som søgte en chauffør, da der var fuldt "run på". Han havde meget svært ved at finde en chauffør på trods af, at lønnen er helt efter 3F-overenskomst, men mange af dem, hvor lønnen var meget tvivlsom, havde aldrig mangel på folk, og det kan jo undre en, at når man nu havde muligheden for at få sin løn, så søgte man den ikke.
Jeg kender begge typer chauffører. Mange af dem, der er underbetalt, er mange gange gode, loyale chauffører, som virkelig forstår at passe deres arbejde - ikke at jeg mener, at de, der kræver deres løn, ikke gør det.
Niels Jørgen Nielsen
Lyrevej 8, Vorup
8940 Randers SV
[add:193]