Ringsted er blandt de kommuner, der har valgt at gøre brug af paragraf 48 i Miljøbeskyttelsesloven, der giver kommunerne mulighed for at opkræve et affaldsgebyr fra erhvervsvirksomheder i det område, kommunen dækker.
”Opkrævningen sker i henhold til Miljøbeskyttelseslovens paragraf 48 og er baseret på, om virksomheden er optaget i CVR-registeret som en aktiv virksomhed. Og der bliver ikke set på, om der reelt produceres affald, men firmaerne betaler for, at vores kommune stiller genbrugsstationen til rådighed – og de betaler altså ikke for den faktiske brug af genbrugsstationen,” oplyser borgmester Niels Ulrich Hermansen, Ringsted kommune.
Paragraf 48 i loven fortæller blandt andet, at hver kommune kan fastsætte gebyrer til dækning af deres udgifter til blandt andet ”planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger." Desuden for indsamling og registrering af oplysninger, samt for foruddækning af investeringer, der er planlagt på affaldsområdet.
I lov-teksten står direkte, at kommunen kan gøre brug af gebyret, men altså ikke, at de nødvendigvis skal.
Gebyret fortsætter
”Miljøministeriet er netop kommet med et udkast til en ny bekendtgørelse for affald, der skal træde i kraft fra næste år. Og af dette udkast fremgår det, at der heller ikke fremover vil være mulighed for at lade gebyret falde væk,” siger borgmester Niels Ulrich Hermansen.
I øjeblikket er Miljøministeriet i gang med en høringsfase omkring den nye affaldsdirektiv, der træder i kraft den 1. januar 2010. Høringen slutter den 6. november.
Men ifølge Ringsteds borgmester bliver der altså ingen lempelser i afgifterne for vognmænd, selv om de kan dokumentere sort på hvidt, at de ikke har brug for at benytte genbrugsstationen og i flere vognmænds tilfælde ikke engang kan få adgang til pladserne, fordi deres køretøj vejer over 3500 kg.
Læs også: Nej til affaldsgebyr: Som at slå i en dyne