Vognmand udlover dusør
En sønderjysk vognmand vil betale 25.000 kroner i dusør for at få en stjålet gravemaskine tilbage, skriver Jydske Vestkysten.
Det er vognmand Nicolaj Beck, Christiansfeld, der er parat til at betale det store beløb. Han er indehaver af vognmands- og entreprenørforretningen Bakkegården.
Gravemaskinen er gul og af fabrikatet JCB med typebetegnelsen 8080. Den blev stjålet natten mellem den 18. og 19. juni fra en mark ved Haderslevvej i Vonsild. Den stod lige før rundkørslen, når man kommer sydfra.
Maskinen er kun otte måneder gammel, og den koster 750.000 kroner som ny.