Debat: På prøveplader i årevis
Hans Rasmussen kommenterer gårsdagens artikel
»Er godstransport på prøveplader hverdag?«:
"Godstransport på prøveplader har foregået i årevis, uden at vække myndighedernes interesse. En overgang var det meget populært blandt øst-vognmænd at medbringe seks-syv udslidte trailere, når man landede med færgen i Åbenrå. Herfra kunne man så i løbet af ugen tømme trailerne, læsse dem op igen, og tage hele herligheden med sig hjem på færgen.
Til denne trafik krævedes kun en enkelt lettisk prøveplade. Det mest groteske er, at politiet har været tilkaldt, og åbenbart ikke fundet et grundlag for en tiltale,
Tværtimod har man givet en østeuropæer grønt lyst til at tømme de to sidste trailere. Men, så skulle han godt nok love at forlade landet bagefter! Jeg ved, at den pågældende ikke forlod landet, men fortsatte trafikken med udgangspunkt i Århus.
Nu skal man selvfølgelig ikke opfatte politiet som kropumulige i denne sammenhæng. Hvis man vil se action i forbindelse med prøveplader, er opskriften, at man skal have dansk statsborgerskab, hvorefter man kan købe en bil i Tyskland og køre den gennem Tyskland på tyske prøveplader. Ved grænsen skal man så huske først at skifte til danske prøveplader i Padborg by - og altså ikke lige på grænsen.
Så skulle den være hjemme, med fuld politiudrykning, sagsanlæg, stor bøde og hele svineriet. Der findes sikkert også andre metoder. Man skal bare huske, at det er vigtigt med dansk statsborgerskab, samt at der ikke er kapitalinteresser på spil - altså store kapitalinteresser! Om en lille vognmand går fallit er lige meget."
Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
7500 Holstebro
[add:145]