General Motors bankerot
USA's mægtige bilkoncern General Motors er på vej til at blive nationaliseret, efter selskabet mandag valgte at gå i betalingsstandsning, skriver flere medier.
Op mod to millioner arbejdspladser er på spil, og præsident Barack Obamas regering vil derfor gå langt for at lade GM overleve. Det ventes, at den amerikanske stat overtager 60 procent af GM, mens automobilarbejdernes pensionsfond og GM's kreditorer sætter sig på den sidste del.
Med rekonstruktionen følger 30 milliarder dollars i statsstøtte.
Det er dog hensigten, at GM så hurtigt det kan lade sig gøre, igen skal afhændes til private investorer.
Der er lagt op til betydelige indskrænkninger i GM, der i årtier har forsynet amerikanerne med Cadillac's, Pontiac og Hummer.