Egon på banen
Vognmand Egon Sørensen, Hanstholm, fik de fremmødte til DTL´s generalforsamling godt med, da han to gange tog ordet på generalforsamlingen.
Første gang var, da han sammenlignede de danske vognmænd, der udflager til udlandet, eller bruger vikarbureauer på denne måde:
”De prostituerede piger, der kommer herop fra Østeuropa er styret af professionelle bagmænd – det er lidt af det samme, der gør sig gældende for en del af vores danske vognmænd og speditører og for dem, der udflager til udlandet,” sagde Egon Sørensen.
Senere markerede Egon Sørensen sig på talerstolen ved at give udtryk for, at generalforsamlingen i København var et meget dyrt arrangement, der i øvrigt i følge regnskabet kostede 1,65 millioner kroner - det dobbelte af udgiften til generalforsamlingen sidste år.
”Derfor har jeg allerede talt med Hotel Hanstholm, og I er alle sammen inviteret op til Thy næste år,” sagde han.
Det bliver der dog ikke noget af, idet DTL oplyser, at generalforsamlingen til næste år allerede er programsat til at foregå i Horsens i maj.