Ny bil med høj sikkerhed
Vognmandsfirmaet HC Container A/S i Værløse ved København har netop fået leveret to nye Scania P 320 lastbiler, hvor der er sat ekstra fokus på trafiksikkerheden for især de bløde trafikanter omkring lastbilen.
De nye lastbiler er udrustet med en lang række tekniske løsninger, der bl.a. har til formål at reducere risikoen for højresvingsulykker. Af sikkerhedsudstyr kan nævnes:
Ekstra lave sideskørter i begge sider.
Lavprofildæk for at reducere frihøjden.
Luftaffjedring sænket til lavest mulige køreniveau.
Højresvings- og bakkamera med kombineret monitor i instrumentpanelet.
Ekstra siderude i førerhusets højre side for bedre udsyn.
Akustisk alarm for at advare gående og cyklende bag lastbilen ved bakning.
»Der påhviler vognmændene og lastbilchaufførerne et stort ansvar for at undgå de tragiske højresvingsulykker. Ved at investere ekstra i tekniske løsninger på vores lastbiler håber vi at kunne bidrage til dette, for hver eneste ulykke er én ulykke for meget,« siger vognmand Henning K. Christensen, HC Container A/S.
[add:38]