Branchen roser ministerens udspil
Regeringens redegørelse om fremtidens godstransport, der blev præsenteret i går af transportminister Lars Barfoed, får mange roser med på vejen af tranportbranchens organisationer.
DTL roser således regeringen for at fokusere på godstransporten over en bred kam og ikke blot på enkelte problem-områder.
»Men det betyder også en forpligtelse til at prioritere benhårdt og konkret på det, der virker, så redegørelsen ikke bare bliver sluttraileren på en spillefilm,« siger DTL’s adm. direktør Erik Østergaard, der også roser transportministeren for en øget dansk interesse i transportpolitikken i EU.
Langsigtede investeringer
Hos ITD siger formanden Mogens Therkelsen, at foreningen bakker op om de overordnede målsætninger i strategien, og han pointerer især, at det er vigtigt for konkurrenceevnen at arbejde for fælles, klare og ensartede regler i Europa.
Èn af de ting, der ligger formanden meget på sinde, er, at der i strategien bliver sat fokus på især mere langsigtede investeringer, som inddrager de internationale godskorridorer specielt i Jylland, og at man får lavet bilaterale investeringsaftaler med vores tyske naboer.
”Femern Bælt-forbindelsen er en glædelig realitet, men kun hvis man samtidig får udbygget motorvejskapaciteten på den internationale jyske rute. Jo før jo bedre”, slutter ITD-formanden.
Et godt skifte
Også DI Transport hilser regeringens redegørelse velkommen:
»Den nye godsstrategi markerer et godt skifte i dansk politik. Alt for længe har man diskuteret, om gods skal med skib, tog, fly eller lastbil. Det må være slut nu. Realiteten er, at hvis vi skal have en moderne og konkurrencedygtig godstransport, så skal alle transportformer i spil,« siger branchedirektør Michael Svane, DI Transport.[add:149]