Kæmpekraner til Århus
Århus Havn har netop fået to nye kinesiske kæmpekraner af samme type, som havnen i forvejen råder over, nemlig Super Post Panamax containerkraner.
Prisen på de to kraner er ca. 100 millioner kroner, og det er mange penge for en investering, der ikke vil blive udnyttet fuldt ud, erkender havnedirektør Bjarne Mathiesen.
»I de fleste af ugens dage kommer vi til at stå med en overkapacitet på kraner, men på trods af et vigende marked, har vi stadig spidsbelastnings-perioder, hvor vi vil gøre brug af kranerne. Derfor er det ingen katastrofe, at vi får dem leveret nu. Men det er klart, at vi ville have tøvet med at placere en ordre i 2007, hvis vi havde kendt til den økonomiske nedtur, der begyndte i efteråret 2008,« siger Bjarne Mathiesen.