Et simpelt regnestykke
Ole Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, har sendt dette indlæg om vognmænds arbejdstid:
"Regnestykket over de selvkørende vognmænds arbejdstid er i øjeblikket til opgørelse i Europa-Parlamentets Beskæftigelsesudvalg. Resultatet af udregningen deler vandene mellem de to fløje i Parlamentet.
Fra de socialdemokratiske rækker skal der ikke herske nogen som helst tvivl: Der skal være grænser for, hvor meget de europæiske vognmænd må arbejde ugentligt. Og det skal gælde både de selvkørende og de ikke-selvkørende.
Den modsatte fløj i Parlamentet er uenig. De slår til lyd for et princip om, at selvstændige selv skal bestemme deres arbejdstid. Ifølge dem skal EU ikke blande sig i, hvor lang tid de selvkørende skal have lov til at arbejde, når de ikke sidder bag rattet. Her er alle nemlig omfattet af reglerne om hviletid.
Forfejlet
Ræsonnementet er helt forfejlet. Reglerne om hviletid er ikke tilstrækkelige, hvis en vognmand først sidder mange timer foran sit skrivebord for derefter at sætte sig bag rattet. Med de nuværende regler, hvor de selvkørende ikke er omfattet af samme regler som de ansatte vognmænd, kan de selvkørende vognmænd arbejde langt mere end de ansatte.
Det betyder, at visse selvkørende i nogle uger kan arbejde op til 89 timer om ugen. En arbejdsuge af den længde kan både være til fare for vognmændenes helbred og for sikkerheden på de europæiske veje. En ny svensk undersøgelse viser, at trætte vognmænd alene er årsag til 20 procent flere ulykker i trafikken.
Højrefløjens regnestykke går ganske enkelt ikke op. Hvorfor skulle en selvkørende vognmand blive mindre træt end en ikke-selvkørende? De må hive lommeregneren frem igen, hvis det fælles resultat skal sikre trafiksikkerheden og arbejdsmiljøet for alle vognmænd."
Ole Christensen
Ole Langes Vej 34
9460 Brovst