Vil have chauffør-uddannelse rykket frem
Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) har indledt en dialog med Færdselsstyrelsen om at fremrykke starttidspunktet for den obligatoriske efteruddannelse på vejgodsområdet.
Efteruddannelsen skal ifølge de oprindelige planer starte til september i år, men ATL oplyser, at flere transportvirksomheder ønsker at udnytte stilstanden på transportmarkedet til efteruddannelse af medarbejderne frem for at skulle afskedige dem.
Men Færdselsstyrelsen tøver, fordi man har problemer med IT-systemet, der skal udstede de nye uddannelsesbeviser. Dog har styrelsen tilkendegivet, at den vil forsøge at imødekomme ønsket fra ATL og DI omkring 1. april.
”Fremrykning af starttidspunktet for den nye obligatoriske efteruddannelse frem for at vente til september i år, hvor ordningen formelt træder i kraft, er en oplagt mulighed for at mildne den aktuelle krise i transporterhvervet og undgå massefyringer,” udtaler Tina Raben Skaarup, der er branchedirektør i BSC Gods, DI og sekretariatschef for ATL.
”Derfor presser vi på for at få fremrykket ordningens start, ligesom det er sket i Holland,” siger Tina Raben Skaarup videre. [add:147]