En tyv om natten
Som en tyv om natten er skattestoppet fjernet for transportbranchen, mener DTL.
Som et led i søndagens skatteforlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti er det nemlig besluttet at forøge de grønne kørselsafgifter på lastbiler, som planlægges indført fra 2011, med 500 millioner kroner om året.
For at få finansieret den nye skattereform skal de danske lastbiler tilsyneladende bidrage med yderligere 500 millioner kroner til statskassen udover de godt 400 millioner, de betaler i vejbenyttelsesafgift. Så alt i alt forventer regeringen, at de danske transportvirksomheder skal af med 900 millioner kroner i grønne vejskatter om året. Derudover betales i forvejen over to milliarder kr. i dieselafgifter og vægtafgifter.
»Det er et klart brud på skattestoppet, og det udhuler skattelettelserne,« siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Han henviser til et klart løfte fra skatteminister Kristian Jensen om, at kørselsafgifter for lastbiler vil være omfattet af skattestoppet, så en omlægning af kørselsafgifterne fra en fast til en variabel afgift fra 2011 ville blive omkostningsneutral for de danske transportvirksomheder.
»Regeringen giver med den ene hånd og tager med den anden,« siger Erik Østergaard.
[add:145]