Venner - vi har tabt slaget
Artiklen “Politikere kommer ikke til chaufførmøde” har affødt denne kommentar fra Claus Lynge, Aalborg:
“Det kan jo ikke komme som en overraskelse! Hver eneste gang der har været tale om konflikt, strejke eller blokader har de selv samme politikere og organisationer afvist sådanne metoder og anbefalet, at vi - vognmænd/chauffører - benytter de diplomatiske veje for at opnå deres opmærksomhed og vores mål.
Jeg må desværre konstatere, at vi kæmper forgæves, og at alle politikere inkl. vores egne organisationer, har svigtet.
Man vil ikke høre på os - så enkelt er det!
Alt det her med ulovlig cabotagekørsel med udenlandske biler er totalt uinteressant, for vi kan jo bare omskoles til social- og sundhedshjælpere, når vi bliver arbejdsløse, og det bliver vi!
Dette er skjult starthjælp til de nye østlande, uden at skulle hive en eneste krone op af statskassen. Det giver ingen problemer med branchen, for den formår ikke at stå sammen, industrien er totalt tavs, for de får billig transport, speditørerne jubler, for nu kan de presse de få tilbageværende vognmænd ned under kostprisen uden sønderlig besvær, mens fammilien Danmark køber billigere vare i supermarkederne!
Alle er glade, så hvorfor skulle politikerne sætte sig selv i en temmelig pinlig situation med at hjælpe vognmændene/chaufførerne med det resultat, at alle, som er nævnt her, skal betale mere? Her er absolut ingen stemmer at hente.
Venner, vi har tabt slaget.
Claus Lynge
Stationsmestervej 67
9200 Aalborg SV[add:38]