Debat: Politiet skal ikke betale for tolk
»Jeg synes efterhånden kun, at der mangler et skilt ved grænserne, hvorpå der skal stå, at man som udenlandsk chauffør/vognmand er fredet i Danmark,« skriver vognmand Frank Petersen, Tørring i denne kommentar:
»Det er nu ikke, fordi jeg tror, det er en nødvendig service, da de i forvejen kører og te'r sig, som om de udmærket er klar over, at der ikke er nogen nævneværdig risiko for at komme til at betale i Danmark.
I det daglige oplever jeg konstant at blive overhalet af udenlandske lastbiler, hvor der er overkalingsforbud (og enkelte danske), og en del kører også en del hurtigere, end hvad der burde være muligt at opnå med hastighedsbegrænser.
Jeg har i mange år haft en del biler på de europæiske veje og kan ikke tælle, hvor mange gange jeg selv eller en af mine chauffører er blevet standset i en kontrol, eller bare hevet ind for at betale et eller andet beløb.
De fleste af os kan klare os med engelsk eller tysk, men kan vi ikke tale med betjenten, har jeg alligevel aldrig oplevet at slippe for at betale bøden. Jeg har endnu ikke hørt, at man kan komme ind til politiet uden at kunne skrive et tal på et stykke papir, og jeg vil væde på, at når chaufføren får at vide, at bilen ikke kører videre, før der er betalt, finder de med sikkerhed ud af at kontakte vognmand eller speditør, som kan løse problemet.
Hvis chaufføren så måtte være uenig i, om bøden er berretiget, kan han få sin hjemlige organisation til at tage sagen, når han kommer hjem. Det er sådan danske chauffører har været nødt til at gøre i al den tid, jeg kan huske.
De enkelte chauffører har vel også en ambassade i Danmark, som de kan kontakte, ligesom vi andre gør, hvis vi har problemer i udlandet.
Det kan ikke være det danske politis opgave at skaffe og betale en tolk.
Jeg kan godt forstå, at de danske vognmænd har det svært, når vi både skal leve med den ublu konkurrence, som vi får presset ned over hovedet fra Østeuropa, men at vi samtidig skal forskelsbehandles af den danske stat, viser med al tydelighed, at man fra den danske regering ikke vil risikere at gøre noget, som kunne ende med, at pølsen på bordet blev et par øre dyrere.
Dette er ikke et svært problem at løse, det kræver bare, at viljen er der fra regeringen.«
Frank Petersen
Torvegade 101
7160 Tørring
[add:127]