Debat: Giv ministerbilerne tachograf
Niels Juel Nielsen, Egaa kommenterer artiklen »Hvis det er for dyrt, dropper vi det«:
"Det er ærgeligt, at vore politikere lytter så lidt til branchen, som de faktisk gør. Det er sjældent, at politiet stopper lastvogne - og især udenlandske.
Det kunne så være godt, om man så ville forfølge alle overtrædelser på de få lastvogne, man stopper. Vi ved, at mange udenlandske lastvogne er to-akslede, og samtidig kører med de samme trailere og læs som danske tre-akslede biler.
Dels er der nedsat bremseevne, når lastvognen er overlæsset på trækakslen, og overlastede aksler giver øget vejslid.
Samtidig er to-akslede biler billigere i drift og indkøb, hvilket giver de udenlandske vognmænd en yderligere fordel.
Jeg vil foreslå at samtlige ministre og medlemmer af Folketingets Trafikudvalg fik monteret tachograf i deres ministerbiler såvel som private biler. Det ville være god anskuelighedsundervisning i begrænsningerne i vor dagligdag - og de problemer reglerne giver.
Det vil klart betyde, at ministrene ofte vil komme for sent til møder og oftere må overnatte på motel, når man ikke kan nå hjem lovligt samme dag.
Jeg tror, at selv en kort periode med sådanne rammer, vil ændre deres syn på chauffører, vognmænd og lastbiler."
Niels Juel Nielsen
Blomstervangen 56
8250 Egaa