Vognmandsforening fejrer 100 års jubilæum
Midtjyllands Vognmandsforening fejrer i morgen 100 års fødselsdag, blandt andet med udgivelse af en jubilæumsbog.
Midtjyllands Vognmandsforening er dannet ved en sammenslutning af Viborg Vognmands-forening, der blev stiftet for netop 100 år siden, samt Viborgegnens Fragt- og Vognmands-forening, som blev oprettet i 1938.
En dag i februar 1909 samledes en flok viborgensiske vognmænd og oprettede Viborg Vognmandsforening, der fra starten havde 26 medlemmer.
Denne forening var udelukkende for byens egne vognmænd, så der var ingen adgang for vognmændene i de mindre byer omkring Viborg. De blev først organiseret i 1938, da de oprettede deres egen forening - Viborgegnens Fragt- og Vognmandsforening.
Gik sammen for ni år siden
Efter mange års tilløb gik de to organisationer i 2000 sammen i en fælles organisation, der i dag har navnet Midtjyllands Vognmandsforening. Foreningen har p.t. omkring 85 medlemmer.
Vognmand Anders Fransgaard, Viborg, er formand for bestyrelsen, der i øvrigt består af Svend Sørensen, Thorning (næstformand), Aksel Josefsen, Skelhøje, Gert Andersen, Thorning, Henning Lauritzen, Fjelsø ved Aalestrup, Peter Sørensen, Viborg, og Claus Jespersen, Almind ved Viborg.
Medlemsfest og jubilæumsbog
[pic:14064]Midtjyllands Vognmandsforening markerer på forskellig vis 100-året for oprettelsen af Viborg Vognmandsforening. Lørdag den 16. maj holdes en udstilling om det lokale vognmandserhverv og med præsentation af gamle og nye lastbiler, men allerede i morgen er der generalforsamling med efterfølgende medlemsfest.
Her præsenteres bl.a. en jubilæumsbog, som foreningen udsender i forbindelse med den runde dag. Bogen giver et rids over det lokale vognmandserhvervs udvikling gennem de 100 år.
[add:119]