”Når det drejer sig om indenrigskørsel, skal der ifølge lovgivningen indgås en ansættelsesaftale, der blandt andet betyder, at chaufføren betales overenskomstmæssig løn. Vedkommende må ikke ansættes på en såkaldt eksportaftale, det er ulovligt.”
Det siger afdelingschef André Rouvillain, Arbejdsgiverforeningen Transport og Logistik, som i forlængelse af Lastbil Magasinets artikel i tirsdags: ”Udefradraget kan bruges i Danmark”, har fået en del spørgsmål om emnet.
Derfor skal følgende præciseres: Artiklens indhold er alene møntet på ligningsfradragets paragraf 9 a, i daglig tale kendt som ”det skattefrie udefradrag”, der ganske rigtigt må bruges af chauffører, som arbejder inden for landets grænser.
Det forudsættes imidlertid, at vedkommende er afskåret fra at sove i sin egen seng, på grund af så stor afstand til hjemmet, at dette ikke kan nås inden for almindelig arbejdstid. Således må der i de situationer foretages fradrag for indkvarterings- og fortæringsomkostninger og udgifter til småfornødenheder.
Ulovlige ”eksportaftaler”
”ATL advarer mod at bruge eksportoverenskomsten til national kørsel, i så fald vil der være tale om et klart overenskomstbrud,” siger André Rouvillain.
Det er altså under ingen omstændigheder op til den enkelt vognmand og chauffør at aftale, om chaufføren kører på den ene eller anden aftale. Kører chaufføren inden for landets grænser, skal der således betales overenskomstmæssig løn.[add:94]