Lang juleferie fra november
Vognmand Bent E. Højhus, Ringkøbing har sendt dette indlæg:
"Alle taler om det, men ikke en eneste af hverken vognmændenes organitisioner, chaufførernes fagforeninger eller IA Gruppen, hvis den stadig eksisterer, kommer med noget brugbart, ingen vil eller tør åbenbart tage det sidste skridt. Det tør vi, derfor kære vognmændskollegaer og alle jer dygtige chauffører i hele Danmark:
Lad os nu få gang i det, alle venter på, og som er det eneste våben, der dur mod de helt tåbelige regler, vi skal slås med hver eneste dag, lad os holde en lang juleferie.
Lad os samles til et nyt stormøde, helst lige så mange som sidste år i Fredericia. Denne gang er det ikke nok med datoer på nye forhandlinger, nul og niks, det hjælper ikke et dyt.
Der skal lempelser på bordet, som skal træde i kraft omgående. Får vi ikke det, skal vi alle være enige om, det så betyder, vi skal holde stille resten af året, at vi ikke starter igen, før ændringer af de regle,r vi ønsker, er gældende, og det med tilbagevirkende kraft.
Jeg mener lørdag den 17. november er datoen for et stormøde, og datoen hvor vi starter vores juleferie. Vil nogle af vores chauffører strejke eller lave blokader, så skal jeg ikke løfte en finger for at forhindre dem.
Politikerne på Christiansborg er fuldstændig ligeglade med dette erhverv, vi må håbe, vi på denne måde kan råbe dem op. Listen med de regler, der skal ses på og ændres, er for lang til denne artikel, men vi vil offentliggøre listen senere her på lastbilmagasinet.dk
[add:38]
Send os en SMS på 25 61 06 57, hvis du er enig om et nyt stormøde, og muligvis en lang juleferie fra november. Er der den opbakning, som vi håber, starter vi ”Højhus gruppen” op endnu engang.
Alle, der tilmelder sig på SMS, vil få tilbagemeldinger om alt nyt, der kommer frem."
Med venlig hilsen
Højhus Gruppen
Bent E. Højhus
Islandsgade 11
6950 Ringkøbing