Stort kørekort er ikke nok
Niels Nielsen, Egå har sendt denne kommentar til fredagens artikel "Frygt årsag til chaufførmangel":
"Jeg tror, at denne debat kører lidt af sporet. For det første får vi næsten ingen ansøgninger fra flygtninge/indvandrere, vi har max. fået 5 inden for de sidste 5 år - en har vi ansat, velfungerende, men han rejste, da han fik job tættere på sin bopæl.
En anden prøvede vi, men han mødte, som det passede ham, hvilket slet ikke passer ind i dagens logistikmønstre.
Desværre tror mange uden for branchen, at man altid kan blive chauffør, blot man har et stort kørekort - dette er slet ikke korrekt!
Der stilles store krav til chauffører i dagens Danmark - kørefærdighed, EDB-kendskab, vej- og rutekendskab (ikke alle har navigation, og mange skader og uheld sker beviseligt p.g.a. forkert rutevalg p.g.a. navigationsanlæg), sprog i skrift og tale, og sidst men ikke mindst - forståelse og fortolkning af køre-hviletidsreglerne.
I dag kan vognmænd heller ikke bruge dårligt uddannede danskere, men det har samfundet slet ikke opdaget - men derimod kan man dagligt kritisere lastbilerne for dårlig kørestil, hastighed, alle uheld hvor der er en lastvogn i nærheden - og i særdeleshed at lastbilerne i det hele taget kører på vejene.
Jeg tror, at de fleste vognmænd i dag føler et stort ansvar for trafiksikkerhed, miljø, personaletryghed og i det hele taget deres og branchens ry og rygte.
Dertil kommer så frygten fra såvel chauffører som vognmænd for store bøder for selv små forseelser - alt dette gør, at mange ansøgere bliver fravalgt, selvom man dagligt mangler chauffører.
Branchen må erkende, at man har været for dårlig til at tiltrække nye chauffører, uddanne lærlinge og efteruddanne chauffører.
[add:94]
At være chauffør i dag er et meget ansvarsfuldt job - hvad enten man kører med passagerer, dyr, farligt gods, temperatur-regulerede varer, specialtransporter eller blot ganske almindelige leveringer af alle mulige forbrugsvarer, som alle skal leveres 'just in time', hvilket selvsagt er med til at stresse alle chauffører i takt med stigende trafik-intensitet. Branchen gør sit bedste, men indrømmer også, at der er plads til forbedringer."
Med venlig hilsen
Niels Nielsen
Blomstervangen 56
8250 Egå